Onlinetid er minimeret

Der er desværre kommet kedelige nyheder om min bærbar. Den er død, som i helt død. Så onlinetid er minimal.

Dommen er at harddisken er overophedet. Alt hvad der lå på harddisken er for evigt forsvundet og eksisterer nu kun i mine minder. Billederne af mine piger de sidste to år. Snøft.

Så jeg har tegnet abonnement på en online lager-tjeneste. I første omgang “kun” på en terrabyte. Mon ikke jeg kan nøjes? Jeg brugte den i forvejen og har heldigvis gemt et par håndfulde billeder fra de sidste par år.

Nu skal vi på markedet efter en ny harddisk til bærbaren. Jeg har bedt kærestemanden om at finde en god en, så jeg stadig kan spille mine spil.

Indtil da må jeg læse en god bog, gå en lang tur og følge med i Ældstearvingens Pokemonjagt.

Nanna på sheltertur

Nogle bøger er bare svære at starte på

Lige så langt tilbage som jeg kan huske, har jeg altid elsket at læse. Som lille fik jeg læst historier højt, særligt dem om Lille Bjørn Brun og Bissernes Uffe Uhyre. Jeg besøgte flittigt bogbussen når den kom til min by, to gange om ugen. Først var det tegneserier som Garfield, Elverfolket og Gammelpot som vandt min opmærksomhed. Lidt efter stødte DragonLance krøniker og Dungeons and Dragons til, ligesom tegneserien Thorgal også blev interessant. De gode historier kickstartede min lyst til at læse rigtige bøger, den slags uden illustrationer. Fantasy var min foretrukne genre, det var ren læselykke. En dag, hvor jeg stod på biblioteket og trak tilfældige bøger ud fra hylden, fandt jeg mig selv med en ukendt bog i hånden.

Harry Potter og de Vises Sten

Det var en mellemtynd blå bog med billede af et slot og en dreng på forsiden. Jeg læste beskrivelsen og tænkte, at den lød meget interessant, så jeg lagde den i bunken af bøger jeg ville låne med hjem. Jeg anede ikke hvad der ventede mig.
Nogle dage senere åbnede jeg endelig bogen, og jeg læste om de mange prøvelser som Harry måtte igennem. Jeg holdt vejret når han kæmpede, jeg prøvede at regne ud hvad det var de ledte efter. Jeg jublede når Harry fik venner og gode oplevelser, og jeg græd måske en lille smule da skoleåret var omme, og han måtte vende tilbage til Ligustervænget nummer 4. Jeg læste bogen færdig den samme dag som jeg åbnede den.

Siden den dag har Harry og jeg fulgtes ad. Jeg læste bøgerne efterhånden som de udkom og glæden var næsten uendelig da filmene også begyndte at komme. Det var en fest.
Men efterhånden som tiden gik, kom vi nærmere den sidste bog, det vidste jeg godt. Det var uundgåeligt at Harry måtte kæmpe en sidste kamp mod Voldemort, det endelige opgør. For sådan er det jo med helte og skurke. Da HP7 udkom, sad jeg i kø det meste af natten for at få fat i den. Jeg ville sikre mig, at jeg kunne læse historien selv, inden nogen som til at ødelægge oplevelsen for mig, ved at fortælle hvordan det gik Harry til sidst.
Og jeg læste hele det efterfølgende døgn, jeg græd og jeg grinede. Og så græd jeg lidt igen. For nu var det jo slut. Det var den endelige historie.

Men så blev der annonceret endnu en bog. Et særligt manuskript fra det teaterstykke, som var under forberedelse.

Harry Potter and the Cursed Child

Da jeg endelig stod med bogen i hånden, følte jeg den fineste kilden i maven og en stærk forventning om, at jeg ville komme til at værdsætte hvert eneste ord i den bog.

Jeg åbnede bogen og nærlæste de første par sider, dem med oplags informationer og ISBN nummer og sådan noget. Og jo tættere jeg kom på selve starten, selve historien, oplevede jeg at blive overvældet af sørgmodighed blandet med iver. Så modstridende  var følelserne i mig, at jeg simpelthen måtte lukke bogen igen.

For ser du, når først jeg begynder at læse historien, er der ingen anden udvej, end at læse den til ende. Og når jeg vender den sidste side og læser de sidste ord, så er historien slut. Så er der ikke flere “første gang” tilbage, ikke nogen uoplevede fortællinger om Harry.
Jeg slæbte rundt på bogen i lidt over to dage, inden jeg endelig fik taget hul på første akt. Jeg har besluttet at læse den i små bidder, når jeg har ro og god tid. Og en kop varm te. For denne bog skal nydes fuldt ud, det er ægte læselykke.

Et billede slået op af Gitte Hersom (@hersom) den

Jeg er vokset op med Harry Potter, vi fulgtes ad gennem ungdommen. Og det vil altid være en stor del af mig.

#keepthesecrets

Når bærbaren er død må kvinden spinde guld. Vist nok.

Bærbaren, min højt-værdsatte bærbar, afgik ved harddisk-døden for to dage siden. Så jeg er afskåret en del fra nettet.

Værre er det at alle mine billeder lå på den pc. Og jeg har ikke lavet backup. Øv! Det er så dumt, at jeg bliver helt arrig på mig selv.

Måske, med lidt magi og vild kunnen, kan min kæreste få nogle af filerne ud af harddisken. Men han lød ikke synderlig optimistisk. Note til selv; husk at tage backup. Det er endda værd at betale sig fra det!

For nu må I så nøjes med et par billeder fra en gåtur på en skyfri dag.

Siri sidder på en bænk

Siri hviler i græsset

Her er mit lokalområde #1 – Naturparken

I løbet af min barsel har jeg aftalt med kæresten, at jeg skal ud på gåture flere gange om ugen i mit lokalområde. Mest for at jeg ikke gror fast i sofaen. Men også fordi at jeg trænger til noget motion. Og når jeg nu alligevel render rundt i mit “hood”, så kan jeg lige så godt tage kameraet med. For her er dæleme flot!

I weekenden gik vi en kort tur rundt i Naturparken. Marken stod så smukt med sit korn og de fineste, sarte valmuer. Desværre var himlen fyldt med skyer, men det er stadig et fantastisk syn.

Mig og naturen

Jeg elsker at være ude. Det er enormt beroligende for hjernen, selvom den bliver fyldt med rigtig mange indtryk. Farverne, lyset, lydende. Én af mine favorit aktiviteter er at tage på vandreture og overnatte ude, enten i shelter eller telt. Helst telt, når jeg tænker over det. Lyden af regn på teltdugen er den stensikre måde, at få mig til at sove på.
Det hænger sikkert sammen med, at “hjemme i Vestjylland, var vi altid ude. Efter skole og i weekenderne. I ferierne sejlede vi ombord på vores skib, Lofoten.

Det varer dog endnu et års tid inden jeg har mod på at tage på telttur. Klara er endnu så lille og myggene er så stygge på denne tid af året, at vi hellere går nogle mellemlange en-dags ture.
Siri var på hendes første sheltertur da hun var 1 år – hun elskede det og syntes at det var alletiders. Særligt fordi hun har hendes egen sovepose i størrelse lille. Den er virkelig kær og om et år er Klara stor nok til at bruge den. Så må vi ønske os en ny til Siri.